Kørelærer
Hvis jeg skal fremhæve nogle få ting ved jobbet, som virkelig er vigtigt for mig, er det først og fremmest at jeg kan li’ at undervise og ha’ med eleverne at gøre. Dernæst arbejdstiden og sikkerheden i jobbet. Arbejdstiden, fordi vi møder kl. 7 og har fri kl. 15. Det er utroligt nemt at kunne planlægge sit familieliv ved siden af. Jeg bruger fx meget tid sammen med min kone og vores to snart teenagere på vores skovejendom og på at gå på jagt.
Hvis jeg sammenligner med min gode ven, som har sin egen private køreskole med et par ansatte, så er det sjældent, at han lige kan overskue eller svare, om han kan deltage, eller om han har fri. Jeg synes, at han er utroligt bundet op på aftaler og faste udgifter. Og samtidig har han også spildtider mellem to elever. Det har vi ikke. Der er ikke spild. Vi har mulighed for at læse eller dyrke sport, når tjenesten tillader det. Vi arbejder i delvis selvstyrende team, hvor vi er ansvarlige for at få eleverne igennem med en rigtig god køreuddannelse koncentreret over 15 arbejdsdage. Hvis en kollega er syg, hvad der heldigvis kun sjældent sker, fordeler vi selv opgaverne imellem os og tager en ekstra tørn.
Sikkerheden – eller trygheden skal også nævnes som et plus. Vi får vores faste løn og en god pension oveni. Vi ved, hvad vi har – og jeg er faktisk godt tilfreds. Som tillidsmand for kørelærerne i Sønderborg bliver jeg også bakket godt op og får altid fri til møder og de forpligtelser, som følger med hvervet.
Mere